Dobbeltgængeren fra Randers

af Carsten René Nielsen

Dobbeltgaengerenfraranders

 - historier & fotografier
Historier af Carsten René Nielsen
Fotografier af Preben Stentoft
Jorinde & Joringel

20 historier og 20 fotografier fra Randers med det til fælles, at de viser os det, vi ellers ikke ser: hemmelighederne, bagsiderne, drømmene og detaljerne, det næsten usynlige.

Carsten René Nielsen debuterede 1989 og har udgivet ni digtsamlinger, senest Enogfyrre dyr (Borgen, 2005) og Husundersøgelser (Borgen, 2008). I de senere år har hans prosadigte vundet opmærksomhed i USA, hvor hans udvalgte digte er udkommet under titlen The World Cut Out with Crooked Scissors (New Issues, 2007) mens Husundersøgelser er kommet på ét af de mest kendte forlag for poesi i USA under titlen House Inspections (BOA Editions, 2011).
Carsten René Nielsen modtog Statens Kunstfonds 3-årige stipendium i 1999.

Preben Stentoft har været selvstændig fotograf siden 2001 og har blandt andet lavet udstillingerne Jeg kender et hotel i New York (2001) og Drømmehotel – Hoteldrømme (2007) med fotografier fra Hotel Randers. September 2012 åbner hans udstilling Magnus i Vester Hjerk på Skive Kunstmuseum. Preben Stentoft har blandt andet bidraget med fotografier til børnebogen Alfred og den blå traktor (2009) af Illona Thorup Skriver (nomineret til Orlaprisen).

Læs mere på: www.carstenrenenielsen.dk og www.prebenstentoft.dk.

Anmeldelse

Skotskternet sytråd
af Lars Bukdahl
Der er en lille, eksklusiv særlig dansk tradition for poetisk-humoristisk surrealistisk kortprosa/pseudo-poesi, som det er værd at værme om - ved at give udøverne en hel masse Kunstfundpenge - og reklamere for: HER!
Mestrene i den ældre generation, selv inspireret af fx franskmanden Max Jacob og måske faktisk Storm P., Louis Jensen (både voksen- og børnefirkanter) og Eske K. Mathiesen,  Lærlingerne i den yngste generation: John Bang Jensen, Thøger Jensen (uden surrealismen) og fremfor alt Carsten René, der har (u)helliget sig og (u)rendyrket faconen siden gennembrudsbogen Cirkler, 1998, med diverse mere eller mindre intrikante, tematiske indhegninger.
Nu udgiver Nielsen sammen med fotografen Preben Stentoft en samling stemningsemmende fotografier (mest emmende: et billede af et mørkt fodboldmål, et billede af sammenbundne parasoller) og poetisk-humoristiske surrealistiske kortprosastykker med - af en eller anden grund - temaet RANDERS, titel: Dobbeltgængeren fra Randers.
Temaet optræder i de fleste tekster som blot et topografisk eller byhistorisk afsæt - generalstrejke, maskinfabrik etc. - for Nielsens frie og i denne omgang mere smilende end skumlende fabuleren. Denne fine tekst, der bare hedder "Kærligheden" smiler let hen over en skumler.
"Den franske videnskabsmand Blaise Pascal mente, at menneskelig ulykker kommer af ikke at være i stand til at sidde alene i fred og ro på sit værelse. Efter at man nu kan få kærestebreve på recept, tænker Apoteker Karlsen tit på dette. 'Dette er også for galt' mumler han for sig selv, 'folk kan da heller ikke klare bare den mindste modgang'. Han står ude bagved på Løve Apoteket og skriver med sirlig håndskrift, hvor meget han længes, hvor meget han har savnet hende siden deres sidste møde, hvor smuk hun er, hvordan han næsten svimler ved tanken om hendes øjne, hendes duft, hendes hud. 'Dumme gås' hvisker han, idet han folder brevet, lægger det i receptkuverten og forsegler den med et kys."
Det er meget sommer-is-skrøbeligt finurligt - skal indtages i én lige netop sirlig mundfund - men det er det så til gengæld også!
En krymmelagtig specialitet i den poetisk-humoristiske, surrealistiske kortprosa er opremsningen af magiske objekter; perlende får I her "effekter som læredrenge i Randers er blevet sendt af sted for at hente: en gesimshøvl, træstrækkere, stribet hattelak, opadmaling, mervand, forpanelstiger, dejhandsker, en ovnkikkert, pebernøddesakse, huskekager, en kurvfuld damp, messingståltråd, røde blåsøm, skotskternet sytråd og en æske knaphuller."
Og selvfølgelig inkluderer bogen også et ømt hyldestdigt, med mini-liste, til Randers' egen dada/surrealist Sven Dalsgaard og en mandjævning mellem Elvis Presley, som Randers huserer et museum for, og Jesus, resultatet er vistnok uafgjort.
Randers er, fortjent eller ej, voldsomt virkelighedsudvidet med denne samling blide og lumske gadespejls-forvridninger.